Teaterfotograf: Per Morten Abrahamsen

Foregangsmanden for dynamiske teaterfotografier, Per Morten Abrahamsen, har et sigte: At fortælle historien om forestillingen i sine billeder, men fungerer billedet ikke samtidig som foto i sig selv, så ryger det i papirkurven.

Operaen "Salome" på Det Kongelige Teater i sæson 2015/16. Foto: Per Morten Abrahamsen

Af Signe Ravn

”Stædighed er jo simpelthen altafgørende, at blive ved og ved, indtil du kan mærke, at den er der. Nogle synes: ”Kan du ikke bare tage et billede – hvor svært kan det være? Til dem kan jeg jo så sige: ”Kan du ikke bare gå ind og sige de bogstaver, der står i dit manuskript?” Det ene er lige så svært som det andet, hvis det skal være godt.”

Fotograf Per Morten Abrahamsen lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver processen med at få taget de bedst mulige forestillingsbilleder.

”Jeg er nok lidt en terrier, der bare bliver ved og ved,” medgiver han og fortsætter: ”Jeg kan godt blive lidt for opslugt af det, jeg laver, men det skal jeg jo for pokker!”

Læs også: “Teaterfotograf: Camilla Winther”

Hentet ind som glad amatør

Per Morten Abrahamsen understreger, at han selvfølgelig altid sørger for at have det, han kalder de sikre billeder på plads – altså overbliksbillederne af scenen med scenografien, kostumer, de medvirkende, centrale scener og så videre, men:

”Når man laver teaterbilleder på scenen, så er det billeder, der skal fortælle sin egen historie. Jeg skal ikke udelukkende forholde mig til, at jeg skal vise scenografien eller teaterstykket, billedet skal fungere som billede. Jeg synes, det er vigtigt. Der er mange, der har den modsatte holdning, at man skal være tro, men billedet skal kommunikere og kunne noget i sig selv.”

Det credo har fotograf Per Morten Abrahamsen været tro mod siden slutningen af 1980’erne, hvor han ved et tilfælde fik sin første opgave som teaterfotograf før endt uddannelse.

Det var på en Rhea Lehman-forestilling, der spillede et sted på Vesterbrogade i København.

”Det var en kammerat, der var med i en danseteaterforestilling, og så var der en fotograf, der havde lavet billeder, som de var meget kede af. Jeg var en glad amatørfotograf, og så spurgte de, om jeg ville lave dem. Det gjorde jeg så. De var glade, jeg var glad,” konstaterer Per Morten Abrahamsen.

Det begyndte altså med dans – senest har publikum kunnet nyde Abrahamsens billeder af ”Sylfiden” på Det Kongelige Teater – men udgangspunktet er det samme, uanset om han fotograferer dans, teater eller opera.

”Det er det samme, der betyder noget for mig – om billedet fungerer. Det skal have nogle kvaliteter, så det fortæller en historie.”

De dynamiske billeders foregangsmand

Har man holdt øje med teaterfotografier igennem de seneste 20 år, har man med garanti lagt mærke til Per Morten Abrahamsens billeder og særlige stil med skæve vinkler, fiskeøje-linser, en særlig farvetone og ofte masser af bevægelse.

”Jeg har nok været foregangsmand for de meget dynamiske billeder,” fortæller Per Morten Abrahamsen, ”Jeg har også fået at vide, at der er mere intensitet i de billeder, end der var i forestillingen. Det er selvfølgelig også fordi, jeg er helt tæt på sceneriet, og det er en anden oplevelse end at sidde på 20. række.”

”Hvis det nu er teater, så er det en blanding mellem skuespillernes karisma og udstråling og kompositionen fra min side, der giver dynamikken eller roen alt efter, hvad jeg vil kommunikere i billedet. Det er meget intuitivt, det, der får mig til at vælge hvilken retning, jeg går, mens jeg laver billederne.”

Balletten er jo det yderste, man kan komme med bevægelse og rum, og det er også det sværeste. Du har ikke tid til at tænke over øjeblikket, så er det for sent allerede.”

”Dengang jeg startede, var der næsten ikke nogen, der kom op på scenen og fotograferede,” siger Per Morten Abrahamsen.

Og den, på tidspunktet, noget grønne fotograf, måtte konstatere, at hans fremgangsmåde ikke faldt i god jord hos alle. Det oplevede Per Morten Abrahamsen for eksempel, da han første gang skulle fotografere en forestilling med Jørgen Reenberg på Det Kongelige Teater.

”Jørgen Reenberg forlod scenen, fordi jeg havde krænket hans kunstneriske integritet. Der blev helt stille, der sad måske 100 mennesker i salen, fordi det var en forpremiere eller noget i den retning. Fordi jeg ligesom var gået for langt. Så gik han ikke på scenen igen, før han fik en undskyldning fra ledelsen, så det var meget voldsomt. Ellers lavede jeg en masse for Det Kongelige Teater, men når Reenberg skulle på, så fotograferede jeg ikke for dem.”

Læs også: “Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald”

Antigone, Det Kongelige Teater, 2003, Jørgen Reenberg og Mille Lehfeldt

Per Morten Abrahamsen fik dog chancen igen nogle år senere med forestillingen ”Antigone” (Det Kongelige Teater, 2003 red.), hvor Mille Lehfeldt spillede titelrollen. Jørgen Reenberg spillede rollen som Kong Kreon. I første halvdel af forestillingen er Kreon ikke på scenen, så instruksen på forhånd var, at Per Morten Abrahamsen skulle koncentrere sig om at få billederne af de andre medvirkende på plads, så fokus kunne være på Reenberg, når han entrerede scenen.

”Så lavede jeg næsten samme brøler, da han kom på scenen, fordi jeg kom til at vende ryggen til ham,” mindes Per Morten Abrahamsen, der ud af øjenkrogen så Morten Kirkskov, som han endnu ikke havde fået det rigtige skud af og derfor hurtigt vendte linsen mod ham.

”Da jeg vender mig om igen, så slår Jørgen Reenberg i det bord, han sidder ved, og peger ud mod mig: ”Du, fotograf!” Bagefter gik det hele bare i stå, og så kom han hen til mig bagefter og sagde: ”No bad feelings, young man.”. Ja, den er god med dig,” smågriner Per Morten Abrahamsen.

Læs også: “Teaterfotograf: Emilia Therese”

Når det er grimt og lugter

”Når jeg kigger på de tusinder af teaterbilleder, jeg har taget, så kan jeg næsten huske alle situationer. Så det er meget intenst. Som regel er jeg svedig, som om jeg har været i krig, når jeg har gennemført det. Jeg bevæger mig enormt meget.”

”Jeg kan godt lide billederne, når de har en dynamisk historiefortælling, elementerne og rummet. Det er ikke bare: Her står en person… de er en del af rummet, en del af kommunikationen. Og så er jeg jo ikke sådan beauty [i min stil]. Det er ikke det, jeg går efter, som en del andre går meget mere op i end jeg. Jeg er ikke bange for, at det er grimt eller lugter, at man kan mærke, at der er hud og lugt. En grad hudløshed eller nærhed, hvor man kan mærke, at det er levende mennesker på scenen, for det er det, der gør teater fantastisk i forhold til mange andre kunstarter. Der skal være kød og blod-fornemmelse. Det er som om, man selv er der.”

”Jeg kan mærke, når det lykkes, så har jeg den glædesfornemmelse. Der får man lyst til lige at kigge på skærmen på kameraet og se billedet, men det må man for guds skyld ikke gøre, for så kommer det rigtige billede lige efter. Du skal have en teknisk fornemmelse for tingene, omkring eksponering og blænde, den skal hele tiden ind over. Det nytter ikke noget, hvis du trykker på knappen det rigtige tidspunkt, hvis bevægelse og skarphed ikke er med.”

Når jeg laver en billedserie, så skal der være en variation. Hvert enkelt billede skal ikke fortælle hele forestillingen, men serien skal give et billede af, hvad forestillingen er for noget.”

Øjeblikket kan man ikke forberede sig på

”Som regel ved jeg ikke andet, end hvad forestillingen handler om. Det bliver det hverken bedre eller dårligere af, for det ikke [hele] handlingen, jeg skal lave ét billede af, men et handlingsforløb, hvor du kan få et moment af en stemning i et billede. Det man skal gribe i øjeblikket, det kan man ikke forberede på den måde.”

Per Morten Abrahamsen foretrækker at fotografere under gennemspilninger, hvor kunstnerne kommer ind i en stemning, og intensiteten er til stede, selvom han kan risikere at misse noget en gang imellem. I nogle tilfælde kan det samles op ved hurtigt at repetere nogle scener bagefter.

”Det kommer også an på, om det er en børneforestilling, der tager 20 minutter, eller en forestilling med et ensemble på 50, [i sidstnævnte] der kan man ikke stoppe op eller justere eller noget som helst, for det er en supertanker i bevægelse.”

Nærheden ryger i det polerede

Uanset hvad, så sørger Per Morten Abrahamsen for at udfordre sig selv på hver opgave med forskellige benspænd, så han ikke bare gør tingene på samme måde som sidste gang. Og det virker.

”Jeg synes, det er nyt hver gang,” fastslår han og tilføjer så:

”Jeg har været enormt heldig, at der er nogle, der har turdet at gå imod det gængse. Der er sikkert nogle, der har fået smæk højere oppe fra, det ved jeg ikke, men der var nogle, der turde synes, det var fedt og noget, de kunne bruge. Jeg har været ekstremt privilegeret at være kommet i den bølge, hvor folk godt kunne lide det,” siger Per Morten Abrahamsen om det lange samarbejde med Det Kongelige Teater.

”Jeg kom jo til på et tidspunkt, hvor det nærmest kun var Rigmor Mydtskov, der fotograferede [teater], og John R. Johnsen lavede noget, jeg synes, var spændende. Generelt er det blevet meget, meget bedre. Det er også blevet mere lækkert. Jeg synes, noget af det er blevet lidt poleret. Der ryger det, som teaterrummet kan – den der nærhed ryger.”

”Det vigtigste for mig er, at man [i mine billeder] får den intensitet og følelse af at være med i rummet, for det er jo også den oplevelse, man har som publikum. Når forestillingen er fantastisk, føler du jo, at du har været med i den. Der glemmer du fuldstændig, at du sidder på 20. række. Det er dén fornemmelse, jeg prøver at skabe.”

“Kain og Abel”, Takkelloftet, Operaen, 2006, Joachim Knop

”Det kan jeg godt lide. Det har en nær historie, og en anden og en tredje historie, og du er samtidig ikke i tvivl om, hvad der er i fokus. Det kan man se, at der er i mange af mine billeder – hvor der er dybde i billedet og nogle forskellige historier, for det er som regel ikke bare en monolog – der foregår noget i rummet, der tilføjer eller supplerer noget.”

”Jeg lånte nogle gummisko, for jeg skulle prøve at klatre op og havde for glatte sko på hjemmefra.”

”Symmetric Arguments” af Edhem Jesenković og Per Morten Abrahamsen, Bora-Bora, Aarhus, august 2017

”I ”Symmetric Arguments” lavede jeg koreografi sammen med Edhem, og så lavede jeg scenografien. Det er måske godt for en fotograf at finde ud af hvor stort et arbejde, det er at få en forestilling til at fungere. Det er voldsomt intenst med dem, man laver den sammen med. Det indgyder også respekt for dem, der gør det igen og igen.”

”Det er svært at fotografere en forestilling, man selv har været med til at lave. Det er ligesom at fotografere sin kæreste – hun er jo smuk og grim og sød og ikke så sød – det er noget, du kender alt for godt. Alle de elementer, du har i den forestilling, vil du gerne have med, og det kan du ikke. En gang imellem skal du ikke vide for meget, og din egen forestilling, ved du for meget om. En gang imellem skal man bare være åben i forhold til det, man skal lave, ikke have for meget med, at man skal huske det og det, men være til stede i nuet.”

Per Morten Abrahamsens værker kan købes hos Galleri Hans Alf. Se mere om Per Morten Abrahamsen på hans hjemmeside og følg ham på instagram.

Bonus: Herunder kan du se en række af Per Morten Abrahamsens forestillingsbilleder.